Hvis bloggen nu ikke var slut…

Bloggen er slut. Det ved I godt. Derfor skriver jeg ikke mere. Men I læser stadig. Jeg kan se det på statistikkerne, når jeg en gang imellem glemmer, at det er slut, og kommer til at klikke ind på siden.

Men jeg skriver altså ikke mere. Det ville jo være helt forkert, hvis der pludselig kom et indlæg midt i slutningens stilhed.

Men hvis nu bloggen ikke var slut, og jeg kunne skrive et indlæg, ville jeg nok skrive noget i stil med:

For to måneder siden var jeg ved at dø af nervøsitet over at skulle møde alle de intelligente og smarte mennesker fra Journalisthøjskolen. Den 1. september mødte jeg dem så. De er intelligente, de er smarte, men jeg opdagede, at de også bare er mennesker, og så holdt jeg op med at være bange og nøjedes med at være glad.

For to måneder siden boede jeg i et sommerhus ude i ingenting, og når jeg cyklede over til den bygning, som nu er min skole, kørte jeg forbi marker og heste og tunge lugte af møg. Jeg bor her stadig, men sommerhuset er blevet mit hjem, og markerne og hestene og lugtene er nu hverdag, og det er slet ikke så slemt og bondsk, som det lyder.

For to måneder siden havde jeg hjemve. Ikke meget. Bare en smule. Sådan en fornemmelse af, at det her var lidt forkert og lidt farligt og lidt for langt væk. Jeg havde også en fornemmelse af, at det var noget kortvarigt. At jeg inden længe ville komme hjem fra min sommerhusferie.

Men så snart jeg startede i skole, forsvandt hjemveen. Der var simpelthen ikke tid til at længes hjem, for hele verden snurrede og dansede og var proppet med smil, grin, skole og fester. Det var fantastisk! Det er det sådan set stadig. Og jeg ved nu, at det her ikke er noget, der slutter i morgen. Det er ægte nok.

Men København er jo også ægte nok. Det er det, der er så mærkeligt. Verden er blevet delt i to. København og Aarhus. Det gamle og det nye. Mig og mig. Virkeligheden og drømmen.

Det er sådan, det føles, det her Aarhus. Som en drøm. Alt er godt og smukt og dejligt og sjovt på en skør måde. Det er derfor, jeg ikke kan holde op med at smile.
Jeg smilede også i virkeligheden. Altså i København. Jeg smilede meget i København, og jeg var glad der og havde ikke lyst til at flytte, men i København var alting også mere virkeligt, og problemerne var mere rigtige. Her i Aarhus er problemerne små, og de er pakket ind i bobleplast og guldpapir. De gør ikke så ondt.

Mit største problem lige nu er, at jeg skal til eksamen i denne uge, og at jeg har haft så travlt med at være glad og munter, at jeg slet ikke har forstået, hvad Hr. Habermas siger, og hvad forskellen på fonetik og fonologi er. Og sådan noget er vigtigt at vide! Åbenbart. Men det er også vigtigt at opleve, at verden er gylden og glitrende. Faktisk synes jeg, at det er en hel del vigtigere. Og hvis jeg dumper den eksamen, så må jeg prøve igen, og så smiler jeg lidt alligevel, fordi jeg kan noget andet end at opstille sætningsskemaer og sætte korrekte kommaer,

Naivt. Jeg ved det godt. Det er naivt at tro, at verden er perfekt i Aarhus, men det er egentlig heller ikke det, jeg mener. Jeg mener bare, at livet også er smuk her i den anden ende af verden. Og lige nu – er alting tæt på perfekt. Det regner, og det er gråt, og jeg skal læse til eksamen. Det er en fin dag.

... Hvis nu bloggen ikke var slut, og det her var et blogindlæg, ville jeg sikkert slutte af med noget à la:

Drømmen bliver nok mere virkelig efterhånden. Mere ægte. Problemerne bliver større, og jeg kunne sagtens sætte mig ned og tænke over, at fremtiden måske ikke er lige så funklende fantastisk som det, jeg oplever nu. Men jeg kunne også bare lade være. Lade være med at tænke fremad og bare leve lige nu. Lige her. Slå hjernen fra og bare være til.
Det tror jeg faktisk, jeg vil gøre.

Hov. Altså. Bloggen er jo slut. Der er uhyggelig tomt. Stille som en tåget morgen midt i januar. Jeg skriver ikke længere. Det ved I godt. I kan lige så godt lade være med at klikke ind på siden. Jeg kan lige så godt lade være. Der kommer ikke mere. Der. Kommer. Ikke. Mere. Nej.

Det her er slet ikke et blogindlæg.
Det er bare noget, der er her.
Her midt i den gyldne stilhed.

Sabbatisten takker af

Kære alle sammen,

Nu er dagen kommet. Den uundgåelige dag. Den dag som blev bestemt til at komme, da jeg for godt et år siden skrev mit første blogindlæg.
Slutningen er kommet, og jeg må tage livet af Sabbatisten.

Det hele startede jo bare med at være for sjov. Noget der lige skulle afprøves. Men jeg blev jo bidt af det. Skriverierne. Og inden jeg vidste af det, var jeg blevet så afhængig, at jeg ikke kunne lægge det væk igen. Det blev mit projekt. Et projekt der skulle vare hele mit sabbatår. Det var tidsbegrænset fra starten, og jeg har hele tiden været klar over, at når dette år sluttede, måtte bloggen også slutte.

Alligevel kom enden bag på mig (gør ender ikke altid det?). Nu? Skal jeg slutte nu? Jamen det går jo lige så godt!
Hvis jeg slutter nu, får jeg jo aldrig skrevet om min sidste uge på Sri Lanka, og jeg får aldrig fulgt op på mit nytårsforsæt om tomater!  Jeg får aldrig skrevet alle de indlæg, jeg i tidens løb har lovet jer, og jeg får aldrig skrevet mere om Aarhus, end at det er mærkeligt.
Jeg kan da ikke slutte nu?

Jeg kunne passende vende tilbage til det, jeg har kredset om så mange gange. Det med kapitler og det med at alting har en ende. Den røde tråd kan skimtes midt i alt rodet. Hold op hvor er der meget rod. Hvor er der mange oplevelser!

Den 22. juli 2012 skrev jeg om rygoperationen og skrev følgende: ”Lægerne regner med, at jeg er kommet mig efter et år! (så ja, det er det, jeg skal bruge mit sabbatår på…)”
Jeg tog fejl! Fantastisk fejl. For operationen fik heldigvis ikke lov til at fylde så meget, som jeg regnede med og frygtede. Jeg har nået flere ting på dette år, end jeg overhoved troede, var muligt.

Jeg er blevet opereret og har fået den hidtil værste dag i mit liv overstået.
Jeg har lært at gå igen.
Jeg har sprunget faldskærm og bungy jump, rapellet, dykket og overlevet en snorkle-ulykke.
Jeg har været i praktik hos ALT for damerne og lært at drikke kaffe.
Jeg har arbejdet i SFO’en og som vikar og smilet til jeg fik ondt i kinderne.
Jeg har arbejdet som interviewer og har lært at sige nej, når jeg ikke gider mere.
Jeg har været i Milano. Og i Norge. Og på Rhodos. Og Sri Lanka. Og i Berlin.
Og på Roskilde – to gange.
Jeg har rejst om på den anden side af jorden og har fået ondt i hjertet, som jeg bad om.
Jeg er blevet forelsket i Filippinerne.
Jeg er flyttet til mit eget sted i min egen by.
Jeg har lavet alverdens ting og sager med venner og veninder, min familie, mine børn og mine gymnaster.

Jeg har digtet lidt og tegnet lidt og sunget lidt og danset lidt. Jeg har givet slip og taget imod. Jeg har lavet vodka og drømt om præsidenter og rejst mig fra en sofa. Jeg har spist en porre, besøgt en højskole, fået en baby, hoppet i en vandpyt, sendt et postkort, skrevet en artikel, savnet mine kjoler, kendt min plads, brokket mig over damer og budding og skæg, holdt mund, talt minutter, plasket rundt, været på vildspor, løbet på løbehjul, hoppet ned fra piedestalen, holdt af mandage, tænkt på ørepropper, gjort min sweater fash, været i himlen, taget arbejdet med hjem, ledt som et egern, holdt en tale, bare været, glemt min dankortkode (flere gange), fundet den anden Sabbatist, mistet min hund og fået ham tilbage, følt mig voksen, følt mig barnlig, følt mig både-og-og-hverken-enten-eller, følt mig fri, følt mig heldig, følt mig stresset, følt mig dum, grædt lidt, grinet lidt, grinet meget, tvivlet lidt, troet lidt og stået lidt på hovedet.

Alt sammen på ét sabbatår!
Til alle jer, der er i tvivl om, hvorvidt I skal tage et sabbatår eller ej – gør det! Tag to hvis I vil.

Og jeg kan varmt anbefale jer at skrive lidt ned imens. Det behøver ikke være en blog. Det behøver ikke være en dagbog. Det behøver ikke være hver dag, og det behøver ikke være noget særligt. Bare skriv en lille smule engang imellem. Også om de små ting. De små bitte gode ting, som forsvinder i larmen, hvis de ikke bliver holdt fast.

Personligt klamrer jeg mig til små bitte gode ting i frygt for, at de forsvinder. Og lige nu klamrer jeg mig til mit sidste blogindlæg.

Jeg kunne også bare fortsætte. Blive ved med at skrive og være ligeglad med, at navnet på bloggen rimelig åbenlyst pointerer, at det her handler om et sabbatår. Jeg kunne lukke øjnene og bare lade fingrene danse hen over tastaturet og skabe nye ord, nye sætninger, nye historier.

Det er fristende. Jeg har leget med tanken et utal af gange, men nogle gange skal man nok holde fast i sin oprindelige forestilling og stoppe, mens legen er god. Legen er god nu. Den er rigtig god.

I morgen slutter mit sabbatår, og jeg starter i skole. Faktisk skal jeg allerede møde mit hold om et par timer.

Derfor vil jeg nu sige tusind tak til alle jer, der har fulgt med.
Jer der har været med fra start til slut, og jeg der har læst med i smug engang imellem.
Tusind tak for alle jeres fine kommentarer og søde ord!

Jeg nejer og bukker
Takker og slukker.

Her bor jeg så

Hermed et par billeder fra mit nye hjem til alle de nysgerrige. I kan klikke på billederne for at se dem i stor udgave. 

Læs også: Aarhus - min fremmede by